Feminin Kraft, Kærlighed, Kirsten Stendevad, Netværk, Sorg

Hvorfor netværk er livsvigtigt

Hvorfor er netværk ligefrem livsvigtigt?

Det har jeg opdaget nu.

Den første dag på sommerferien var hård. Vi havde (via netværk!) lånt et sommerhus i Rørvig, og skulle se os omkring. Der var alt hvad hjertet kunne begære: legeplads, stor have med krat og buske, hvor fantasien kunne få frit løb for indianerlege og hvad drengebørn ellers finder på. Der var strand, skov, klitter, ishus, havn med mulighed for børnefiskeri, you name it. Endog solskin!

Men vi manglede det vigtigste. Det var præcis samme fornemmelse som da jeg siden var ude for at shoppe i Italien og måtte konstatere, at jeg intet manglede, ud over min mellemste søn (som døde 12. juni 2012).

Et var mit eget savn. ”Kom tilbage! Du har ikke fået lov til at være så længe væk!”, befalede mit moderhjerte. Men det, der for alvor gjorde det ømt var at se på min ældste søn, som ti år gammel havde mistet sin syvårige bror og bedste ven. De to havde været pot og pande fra Sebastian Calvin Kenzo kunne gå. De havde foretaget sig stort set alt sammen, inkl. at dele venner, interesser og danne fælles front i forhold til resten af verden. Nu gik den efterladte storebror alene på sommerhusvejene og småsparkede til en sten, prøvede at få luft i en punkteret cykel og hoppe lidt uengageret i en trampolin. Det hjalp ikke, at den yngste lillebror på to helt glad gik i gang med alle småbørnstingene. Fattede han da ikke, at familien var ramt af en katastrofe?

Så ringede jeg til min egen bror Christian – en mand der kunne vinde OL-guld i betænksomhed. Næste dag rejste Cozmo´s to fætre på 14 og 15 egenhændigt med bus, tog og båd hele vejen op til Rørvig. Da de mødte Cozmo i havnen, lagde de spontant armen om hans skuldre og sagde: ”Du skal bare vide, at fra nu af har du to ekstra brødre”. Og så tog de ellers Cozmo med i Sommerland Sjælland og i vandet og på isbar og ind i sofaen og se Indiana Jones.

Dét slog tonen an for Cozmo´s nye liv. Og vores andres. Vi er ikke alene. Vi kan aldrig erstatte vores elskede Sebastian Calvin Kenzo. Men vi kan tilføje noget andet. Selvom vi savner, kan vi stadig være lykkelige. Takket være netværk.

Cozmo har haft en fantastisk sommerferie, selvom han mistede sin bror lige før den startede. For han har mærket, at han er omgivet af sin store fætter-kusine-familie, gode venner og deres betænksomme forældre, der inviterer ham på besøg og sørger for, at han oplever den hjertevarme, som giver overskud til at klare alle udfordringerne. Selv vores voksenvenner uden jævnaldrende børn har støttet ham:

Han og jeg tog en uge sammen til udlandet, fordi jeg gerne ville give min ældste samme intense mor-søn tid som hans lillebror havde fået, mens han var syg. I lufthavnen forelsker Cozmo sig i en gave, og jeg bliver helt træt ved tanken om, at skulle bruge endnu 700 kroner på gadgets. Det sidste halve år har mit visakort glødet mange gange så meget som det plejer (og det er meget!), fordi jeg ville opfylde alle min mellemste søns ønsker. Så jeg siger ”lad mig lige tænke over det.” Vi tager afsted. Cozmo taler konstant om det, han ønsker sig. Da vi kommer frem kommer der en mail fra nogle af vores venner. De har samlet ind til et ”forkælelsesbidrag”. Så nu kan jeg sige til Cozmo: ”du må ikke få det af mig. Men de her mennesker synes, du skal forkæles efter alt det du har været igennem”. Og så tog vi ned og købte gaven, og han var helt høj. Cozmo opdagede, at nye døre og muligheder åbner sig. At selvom savnet er der hver dag, behøver det ikke at dominere hvert minut. Takket være netværk.

Det er ikke kun mig, der oplever netværk som healende. Det er et udbredt fænomen. Hvad er det, der får folk igennem kriser som 2. Verdenskrig, 11.september og Norge-tragedien? Svaret er netværk. At mennesker går ud over deres egen navle for at hjælpe hinanden.

Jeg kender rigtig mange af den slags mennesker. Så midt i sorgen kan jeg ikke andet end at føle mig privilegeret.

Der er måske nogle, som undrer sig over, at jeg allerede nu kan fokusere på det gode i livet, og arbejde igen.

Ærlig talt, det tror jeg heller ikke, jeg kunne uden netværk. Når jeg er ked af det, har jeg mange at ringe til. Jeg har adgang til en buket af viise mennesker, der kan hjælpe mig med at skabe mening i det meningsløse. Og jeg har mennesker, der bakker mig ubetinget op. Der ved, at det ikke er lige nu, jeg har brug for tilskueres uinviterede meninger om, hvad jeg kunne have gjort anderledes, men bare for en kop the, lov til at snakke og blive modtaget af kærlig varme. Dét er en gave.

Jeg er bevidst om, at det ikke er alle, der er vokset op i en stor familie, der stadig elsker hinanden, eller har haft så let adgang til mennesker, der løfter. Alene geografisk placering kan hæmme adgang til et stærkt, opmuntrende og op-lysende netværk. Så jeg har altid gerne ville give den gave af at være støttet af netværk videre til mine kursister. Det er ubeskriveligt healende at være omgivet af mennesker, der ”taler samme sprog” og fokuserer på at hjælpe og støtte hinanden i tykt og tyndt.

Og det er da også derfor, det er nærende for mig at arbejde igen. Hvis mine erfaringer eller mit netværk kan gavne nogle andre, så halleluja for det.

Når man modtager så meget, kan man næppe andet, end at få lyst til at give videre.

Hvad er dine erfaringer med netværk?

PS: På billedet ser du mine fire søskende.

Hvorfor er netværk ligefrem livsvigtigt? Det har jeg opdaget nu. Den første dag på sommerferien var hård. Vi havde (via netværk!) lånt et sommerhus i Rørvig, og skulle se os omkring. Der var alt hvad hjertet kunne begære: legeplads, stor have med krat og buske, hvor fantasien kunne få frit løb for indianerlege og hvad […]
DIG, Død, Feminin Kraft, Feminin Power, Feminint Lederskab, Kærlighed, Kirsten Stendevad, Lederskab, Sjæl, Sorg

Livet efter døden

August 2012

Min søns død er det største, jeg har oplevet indtil nu. Det svarer paradoksalt nok til at føde et barn. Livet bliver aldrig mere det samme.

Nu er det op til mit eget lederskab at vælge, om livet skal blive værre eller bedre herfra. Ligesom når man bliver mor kan man vælge at fokusere på alt det, man mister: sin frihed, sin uafhængighed, sin uendelige egentid osv osv. Man kan lide over at fra nu af bliver man vækket om natten og skal være hjemmehjælper for et væsen, der gylper på ens nye bluse og skider sig selv op af ryggen, så hverken bodystocking eller bluse nogensinde kan bruges mere.

Eller man kan vælge at nyde, at nu er der en mere at elske, og en der har brug for det, du kan være, give, gøre og lære fra dig.

På samme måde, når et menneske dør. Det er tit chokerende, når nogen dør, især hvis man ikke var forberedt på det, og hvis vedkommende er yngre end gammel. “Et langt liv” regnes nærmest som en menneskeret. Faktum er, at døden er ligeså naturlig som livet. Og når et barn dør, kan vi fokusere på tabet. Eller på det, vi får.

Det viser sig være ret almindeligt at forældre dør, når deres børn dør. Eller bliver sindssyge, alkoholikere, stofmisbrugere, vrede, bitre, ateister, hadske og deprimerede. Jeg har talt med forældrepar i samme situation, som sagde at de overvejede at slette alle kontakter med levende børn fra deres adressebog, fordi det var så smertefuldt at se på alle kernefamilierne, når ens eget barn var væk for evigt.

Jeg kan sagtens forstå, hvor oplagt det er at reagere sådan. For at undgå denne lige vej til lidelse, er man nødt til at bruge sin mulighed for at tage lederskab.

Mange spørger mig: “Hvordan kan du overhovedet stå på benene”? Ærlig talt, det undrede i starten også mig selv. Jeg troede, at hvis min søn døde, så døde jeg også.

Jeg har undervist i disciplinen “Fra Offer til Leder” i mange år, og det er jeg dybt taknemmelig for nu. Lederskab er en muskel, jeg har trænet hver dag, og derfor er den nu en af mine stærkeste. Som enhver anden forælder, oplever jeg chocket og savnet. Men jeg lader ikke den nedslående side af døden styre mit nye liv. Mine andre børn fortjener en glad mor, og jeg vil også være i Paradis!

Jeg er igang med at opdage, hvad det er jeg får. Det er et omfattende kapitel, fordi det er så stort, at jeg knapt kan sætte ord på det endnu. Men det indbefatter blandt andet en ny relation til min søn. Og den er ligeså fuld af Kærlighed, som da han gik på Jorden.

Mit liv er anderledes end før, fordi jeg nu har to børn på jorden, og en i himlen.
Men jeg elsker det stadig. Og det er udelukkende muligt, fordi jeg tager lederskab.

Det er altid inspirerende for mig at høre om andres Lederskab, så hvis du har nogle erfaringer eller kommentarer enten om lederskab, livet eller døden vil vi, der læser denne blog, elske at høre dem.

August 2012 Min søns død er det største, jeg har oplevet indtil nu. Det svarer paradoksalt nok til at føde et barn. Livet bliver aldrig mere det samme. Nu er det op til mit eget lederskab at vælge, om livet skal blive værre eller bedre herfra. Ligesom når man bliver mor kan man vælge at […]