Bevidsthed, DIG, Død, Feminin Kraft, Feminint Lederskab, Kærlighed, Kirsten Stendevad, Sjæl, Sorg

Da Gudindens søn fik kræft

INDBLIK Artikel bragt i Alt for Damerne 20. september 2012, 3 måneder efter min 7 årige søns død.

23. december 2011. Min mand er taget på hospitalet med vores seksårige søn. Vi har været til læge fire gange for at finde ud af, hvorfor drengen har haft ondt i brystet i en uge.
Jeg afløser ham kl. 15. Mit barn ligger i en scanner. Kort efter kommer lægen ud.
”Er det alvorligt”, spørger jeg. Jeg kan se, at den er helt gal.
”Er det kræft?”
”Ja.”

I ni år har jeg drevet en Gudindeskole, hvor kvinder i Danmark og resten af verden lærer at bruge deres fulde feminine saft og kraft til at virkeliggøre visioner med nydelse. Til at tage lederskab i deres liv og opnå, hvad de vil.

Og så får min egen søn kræft.

Jeg har lige haft 50 gudinder til eksamen i at skabe forvandling i deres liv og omverden. Nu skal jeg åbenbart selv op og har trukket et spørgsmål om liv og død: Hvordan kan man bruge feminint lederskab til at gøre det umulige muligt?

Højaggressiv kræft – aldrig før på verdensplan set hos et barn
Jeg kigger hen på min elskede dreng i hospitalssengen og ser et øjeblik kun hullet midt i søskendeflokken. Sebastian Calvin Kenzo?! Min friske, vitale, kække dreng? Ham som alle kalder en stjerne, som er kvik i skolen, en populær kammerat, og charmer alle med sit krøllede guldhår og frække, fregnede smil? Ham, som er født på Kærlighedens dag og altid lægger en blomst på mit tastatur? Ham, som vi først producerede, da vi begge havde gennemgået alverdens hellige renselsesritualer. Ham, som vi systematisk har arbejdet på at give den sunde sjæl i det sunde legeme – man kan jo lige så godt helbrede barndommen, mens man er i den. Som er flasket op på speltmel, Birkesød og Udo´s choice, bortset fra ved særlige lejligheder. Som jævnligt blev taget med til forebyggende biomedicinsk check og forebyggende healing. Som endda selv havde lært teknikker til at neutralisere tanker og følelser, inklusive de ubevidste.

Hvordan i alverden kunne han få kræft?

”Du kan godt glemme at forstå årsagen,” siger lægerne. ”Du finder aldrig et svar, du kan vide er sandt.”

På Gudindeskolen er en af grundpillerne, at kvinder befrier sig fra den offerrolle, vi historisk set har været i. Nu står jeg selv og presser næsen mod ruden på Rigshospitalets børnecancerafdeling med tårerne trillende ned af kinderne. Cirka 100 børn i Danmark om året får cancer. Der er 1 ud af 17 millioner chancer for at få den cancer, min søn har. Hvis man skal have den af miljømæssige årsager, skal man have arbejdet med asbest i 30 år og være usædvanligt uheldig. Er han og jeg tilfældige ofre for livets uretfærdighed, eller har vi gjort noget forkert?

Da ingen kan vide, hvad der er sandt, vælger jeg en historie, der styrker mig. Vi fik en gang at vide, at hans livsformål er at være ”Innovatør”. Jeg plejer at lære kvinder, at de kan forbedre både deres egen verden og den store verden i ét hug ved at tage lederskab og vise nye veje. Selvfølgelig vil jeg hjælpe min søn med at forny cancerhelbredelse.

Der venter en lang rejse. Lægen bekræfter: ”Indstil jer på mindst et år, hvor I ikke laver andet.”

Holistisk lederskab
Jeg har holdt utallige foredrag om, hvordan succes skabes på en balance af yin og yang – mellem maskuline og feminine energier. Så det er udelukket, at vi kan nøjes med at bruge yang-gearet i denne situation. Yang er den ”maskuline essens”. Det rationelle, handlingsorienterede paradigme, hvor man kun vurderer de ydre faktorer. Almindelig kræftbehandling bruger kun yang: kemo, operation og stråling. Patienterne bliver dødssyge, og de, der overlever, gør det ofte med varige men. De fleste er enige om, at kemo er en rystende ringe behandlingsform. Men svær at vælge fra.

Yin, den ”feminine” essens, handler om det indre og om helhed. Derfor beslutter vi, at Rigets kræftbehandling, der arbejder MOD kroppen, må komplementeres med et holistisk behandlingsregime, der arbejder MED kroppen.

Vi sætter nu ind på både den emotionelle, spirituelle, energetiske og cellulære front. Al den tid, hvor Riget ikke nedbryder hans krop, skal han selv, vi og andre behandlere genopbygge den. Masser af kræftbehandling tager heldigvis udgangspunkt i det princip.

Familien vender alle sten: Hvor kan vi tage endnu mere lederskab? Parforholdet, familiekulturen, arbejdet, motionen, kosten, den indre karriere – alt bliver evalueret og udviklet, præcis ligesom på gudinde-uddannelsen, hvor filosofien er, at kvinder trives bedst, hvis de gøder alle livsområder og lever et helt liv i integritet med deres inderste kerne.

Gudindeskolens kongstanke om, at brug af yin-energien giver os adgang til at skabe mirakler, bliver udfordret. Riget kan ikke finde ud af hans præcise diagnose og behandling. På 14 dage, trods massiv hjælp fra vores holistiske eksperter fra nær og fjern, er tumoren vokset med 50 procent. Den er for stor til stråling og placeret på en måde, der umuliggør operation.

”To uger mere, og han kan ikke få vejret”, advarer Riget og begynder kemo, selv om de stadig ikke kender cancerens fornavn.

Kræft med nydelse
På Gudindeskolen er mantraet selvomsorg, fordi kvinder går ned, hvis de glemmer at tage vare på sig selv. Så jeg beslutter, at vi skal have max nydelse undervejs. Alle sammen. Nydelse sætter os i yin-gear, og det er her, kroppens selvhelbredende processer går i gang.

Jeg tillader, at fire af de mest giftige stoffer i verden siver ind i mit barns blod. Jeg forestiller mig, at det er magiske dråber, der opløser de sure celler, og holder op med at dømme processen for i stedet at betragte det ene øjeblik som lige så værdifuldt som det næste. Der er alligevel ikke andre muligheder end at hengive sig. Alternativet er stress, hjertesmerte og afmagt.

Sebastian selv er den største rollemodel. Det ene øjeblik kan han være ked af, at han bliver stukket. Det næste snakker han om en flot iglo, han byggede, da han gik i børnehave, eller et mærkeligt navn, han har hørt i skolegården. Vi sidder helt tæt, spiller smølfespil, jeg masserer hans fødder, og vi sover i samme seng. Lykken er i nuet – og dette er lykken!

På det ydre plan sørger vi for mest mulig sjov. Familie og venner myldrer ind med bjerge af pakker og selskab. Jeg importerer en pink yogamåtte til hospitalsstuen og tager en endagstur til London for at få luftforandring og en ansigtsbehandling, så min søn ikke skal blive påvirket af mine bekymringsrynker.

Straks efter kemoen er afsluttet, flyver jeg ham, meget mod Rigets vilje, til et af de bedste holistiske kræfthospitaler i Tyskland, da tyskerne er lysår foran Danmark i at integrere traditionel og alternativ kræftbehandling. Jeg bruger 60.000 kroner på at få hans krop renset. ”Mein Gott, han er så forgiftet,” siger overlægen – men fjerner alle hans bivirkninger uden brug af traditionel medicin.

Riget vil ikke anerkende, at han befinder sig i kompetente hænder hos uddannede kræftlæger og truer os med de sociale myndigheder. Vi bliver, hvor vi er.
Men tyskerne fornemmer, at Sebastians sygdom er sjældent ondartet. Og tør ikke tage ansvaret for hans behandling.

Gør det umulige muligt
27. januar. Riget bekræfter omsider tyskernes frygt. Vi er til ”en alvorlig samtale” med overlægen. Min mand bliver bedt om at tage fri fra arbejde. Mit barn, som netop har været på basisk anticancerkost i ti dage for at udsulte kræftcellerne, der lever af sukker, får to vaffelis af sygeplejersken, mens vi er til samtale.

Vi får diagnosen: En særlig, sjælden, højaggressiv lungehinde-kræft. På verdensplan aldrig før set hos et barn. Kemo kan højst holde væksten lidt nede. Et stykke tid. Overlevelseschance: Nul. Eneste chance: Find et mirakel.

Kærlige netværk, hvor kvinder hjælper hinanden med at udleve drømme, har altid været Gudindeskolens særkende. Nu oplever jeg selv, hvordan næsten alle problemer løses af et godt netværk. Al den tid, jeg ikke bruger sammen med min søn, går med at finde løsninger gennem netværket. Vi finder de bedste cancerlæger, alternative centre og innovative metoder kloden rundt. 99 procent melder pas. Men hjælpen strømmer alligevel til fra den ene procent, der kan hjælpe.

Vi får adgang til et magisk flow af internationale helbredere og fremtidens medicin fra de ypperligste kilder. Jeg flyver ham til Rom, Geneve og Bruxelles for at se eksperter. Nu er han også på japansk svampemedicin, kinesisk qigong, australsk varmeterapi og meget andet. Visakortet gløder, men jeg vil ikke lade mig standse af tid og penge. Jeg føler, at hvis der er nogen, der har mulighed for at blive rask, er det ham.

Kvantelederskab
Et af Gudindeskolens 12 feminine ledelsesprincipper er ”kvantelederskab”: Hvordan man kan tage et kvantespring direkte fra A til C i stedet for den lineære vej fra A til B. Jeg finder frem til de ypperligste mestre i dette lederskab, som arbejder energetisk. Vi joker med, at vi gør cancer-helbredelse til et spaophold, da vi rejser til Wien for at se en anerkendt energiarbejder fra Asien, der tilfældigvis er i Europa. Min mand er skeptisk. Men efter besøget slipper min søn al smertestillende medicin. Og virker fuldstændig rask.

14. februar. Sebastian Calvin Kenzo fylder syv. Vi holder hans fødselsdag fem gange. Er det hans sidste? Er det en stakket frist, at han har det så godt – en Guds gave, så vi husker ham som sund og glad i stedet for syg?

Sebastian hygger sig med sin familie og venner og lærer at læse, skrive og regne. Han har 600 spil på sin iPad, da han får et, hver gang han overvinder sin modstand mod at spise kosttilskud.

En dag kommer han hjem fra bedsteforældrene med et armbånd af hjerteformede perler og en ring af stjerner. ”De smykker har jeg lavet til dig, og jeg har fyldt dem med kærlighed, så du aldrig bliver syg,” siger han.

14. marts. Patientens almentilstand: topform. En ekstraordinær patient, der INGEN bivirkninger har af den kemo, han stadig får. Overlæge på Riget: ”Hvad I end gør, virker det (selvom jeg ikke vil vide, hvad det er)”. Eneste problem: Tumor er 100% intakt.

Vi holder fast i visionen om helbredelse. Min mand Esben støder på en revolutionerende, biofysisk behandlingsform i Østrig, der redder den ene terminale cancerpatient efter den anden. Hele familien tager af sted.

Sejrsdans
Da han er færdig i Østrig, hulker jeg af lettelse hele vejen til vores hotelværelse, hvor vi danser vild sejrsdans. Vi tager hjem og sender ham i skole.

Her har han nogle herlige dage. Så begynder hans mareridt, der vækker os som en krigsalarm hvert 20. minut, nat og dag. Rigshospitalet læser alt som ”progression i sygdommen”. Vores eksperter argumenterer for, at der er tale om en ”healingkrise”, hvor symptomerne forværres, inden de forsvinder. Jeg erfarer det samme som dem, jeg uddanner: Når man er frontløber, er der ingen erfaring at læne sig op ad, fordi man er den første, der betræder de nye stier.

Rigshospitalet opgiver nu officielt at redde hans liv.

14. maj. På røntgenbilledet kan man ikke længere se den venstre lunge. Det ser ud, som om østrigerne har undervurderet svulsten, som er på vej tilbage. Overlægen siger, at han har få uger igen.

Rigshospitalet udleverer morfin med instrukser om, hvilken medicin der kan afhjælpe alle bivirkningerne. Jeg vil ikke give ham et gram mere kemi. De mange andre behandlinger holder ham smertefri, og han har det godt af en ”døende patient” at være.

Vi tager til Østrig igen. Som overlægen dér siger: ”The result is up to God, but we must do ALL we can”. Vi oplever endnu et mirakel: De bioelektriske behandlinger tømmer lungen for blod på rekordtid, og den virker igen!

Jeg bærer ham rundt overalt. Vi hvisker kærlighedserklæringer til hinanden. ”Jeg flytter aldrig hjemmefra,” lover han mig og kysser min kind, fnuglet og inderligt.

”Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg skal dø”, siger han, midt på en sushi restaurant. Benene ryster under mig.

Han forvandler sig fra barn til vismand. Stoisk. Brokfri. Ædel. Bærer over med ømme muskler, træthed, hoste, blodopkast og piller, mens hans frekvensmediciner, biomediciner, heilpraktiker og østrigske hospital arbejder på højtryk for hans krop, der bliver mindre og mindre for hver dag. Selv tumoren begynder at svinde ind.

Hver dag har han et ønske. Tivoli. Chokolade med flødeskum. Legetøjsbutik. Park. Sejle. Fest. Så snart vi kommer frem, vil han hjem. Been there, done that. Er vi i gang med at opfylde hans sidste ønsker?

Vi må elske hvert sekund. Vi bor fem personer på et stort hotelværelse. Med en tween, en toårig og forældre, der ikke har sovet i et halvt år. Mellem 22 og 02 kan der være en hel times ro. Den udnytter jeg til at servicere de kunder, der bidrager til de formuer, vi ekspederer direkte videre i Sebastians helbredelse.

Tween og Toddler bonder, mens vi passer patient. Vi får adgang til ressourcer, vi ikke vidste, vi havde.

Åndedrag
Idéen med at kalde kvinder gudinder er at minde os om vores storhed. At vi er større end den lille personlighed, der inderst inde er bange for ikke at være god nok. Det store Selv hviler i tryg vished om, at vi er uendelige, forbundne og har hver sit unikke kald, som det er essentielt at udleve. Jeg føler, at min søn har sat hele familien på Storheds-spor.

10. juni. Vi flyver tilbage til Danmark sammen med den innovative østrigske læge, som vil møde vores geniale biomediciner. Får tjekket hans krop fra A til Å. Ingen spor af cancer, alt ser godt ud, undtagen hans porøse blodårer i de enorme, døde svulster. Det vil tage blot et par uger at bringe blodsituationen i balance. Jeg græder ind til marven af taknemmelighed over, at vi får lov at beholde ham.

11. juni: Han ser bleg ud. Vi tager på Riget til tjek. Blodprocenten er katastrofalt lav. Han får blod, men iltprocenten fortsætter stik imod al logik hastigt nedad. Overlægen siger, han nok ikke er der i morgen tidlig. Ringer til østrigsk læge, som mener, en stor vene fra den døde tumor er sprunget læk og pumper blod ud i lungerne. ”Få dem til at tømme lungen for blod, rense bronkierne eller putte cement i lungen,” råber han i telefonen.

Riget vil kun give ham beroligende medicin.

Vi tilkalder storebror og bedsteforældre, så de kan sige farvel. Hans trofaste healer giver ham lys, så han er helt rolig. Den sidste helbreder kommer kl. 23, hvor han ikke længere kan synke. Alligevel køber jeg for flere tusind kr medicin og puster frekvensdråberne ind i munden på ham.

Jeg føler, at vi begge bliver overtaget af den samme urkraft, som da han blev født.

12. juni 2012. Det er nat på Riget. Sebastian Calvin Kenzo ligger i armene på far og mor. Storebror er faldet i søvn, men holder stadig en hånd på hans skulder. Gad vide, om vores tapre lille superhelt opfatter alt det, vi sagte siger til ham for at støtte ham på hans rejse, og om han hører, at vi spiller hans yndlingssange med hellige mantraer fra iphonen for at ledsage hans færd.

Hans åndedræt bliver langsommere. Da solen kaster sine første orange stråler hen over hustagene, tager han sit sidste åndedrag. Vi kysser hans lille krop over det hele, så længe den er varm.

Den feminine kraft
Fik jeg så virkeliggjort min vision med nydelse? Eller hvad fik jeg ud af at tage feminint lederskab? Jeg fik hjulpet min søn med at forny cancerhelbredelse, idet vi fandt frem til, hvilke metoder der er videnskabeligt belæg for at supplere med de traditionelle, og erfaring med, hvordan de to systemer kan arbejde sammen. Jeg fik givet os et intenst afskedshalvår, hele familien voksede af. Med mest mulig nydelse. Men jeg fik ikke opfyldt mit ønske om at holde ham i live.

Betyder det så, at jeg dumpede min eksamen? Her har jeg måttet ty til eksterne censorer. Jeg har spurgt et utal af internationale guruer og spirituelle mestre, inklusive de helligste lamaer i Tibet.

Svaret lyder nogenlunde sådan her: Selvom gudinder er skabende, er vi også skabte. En sjæl kommer med en bestemt mission, og når den er udlevet, rejser den tilbage til Lyset igen. Som en af mine mentorer sagde til mig: ”Måske er han en bodhisattva” – en, der hjælper andre mennesker til oplysning.

Sjæle tænker ikke i tid. Og allierer sig på forhånd med de sjælegrupper, der kan hjælpe med missionen. ”You cannot stop a soul who is scheduled to go back. He chose to come to you because of your spiritual mind. He stayed as long as he could because he loved you so much,” lyder beskeden.

Jeg mærker, at jeg får stærkest adgang til den feminine kraft, hvis jeg er åben og modtagelig for livets strøm, i stedet for at gøre modstand. Det er derfor, vi på Gudindeskolen snakker om ”visioner” i stedet for mål, for visionen udtrykker, at man er passioneret om at realisere sit ønske, og tager lederskab for at kontrollere alt, hvad der kan kontrolleres, men samtidig er åben for, at ens begrænsede sind ikke kender ”mønsteret bag forhænget”.

Livet efter døden
Jeg troede, jeg ville dø, hvis mit barn døde. Men jeg fortsatte selv med at trække vejret, da jeg lagde hans krop i kisten, tog afsked foran 200 mennesker i kirken og sænkede den i jorden.

Nu må jeg så tage lederskab for, om mit liv skal blive værre eller bedre herfra. Mange forældre bliver psykotiske, misbrugere eller permanent deprimerede, når deres børn dør. Jeg forstår dem godt.

Helvede er kun en tanke væk. Men det er taknemmelighed for, at han overhovedet var her, den mening, jeg vælger at tillægge tabet, og nye åbninger også.

Indimellem hyler jeg som en hunulv i måneskin. Men jeg forestiller mig, at min søn er i paradis, og det vil jeg også være. Mine andre børn fortjener en glad mor. Jeg kan dyrke det, jeg savner, eller det, jeg får – f.eks. erfaring med at føre dialog med hans sjæl.

Gudindeskolens redskaber som kundalini-yoga hjælper min krop med at rumme følelserne og ekspandere i stede for at blokere. Min ældste inspirerer mig med den bog, han har tegnet: “Hvordan man har en usynlig bror”.

Jeg føler stadig, ”hvor er det godt, at jeg har dig”. Noget i mig har forstået, at så længe vi elsker, er det ikke muligt at miste.

 

INDBLIK Artikel bragt i Alt for Damerne 20. september 2012, 3 måneder efter min 7 årige søns død. 23. december 2011. Min mand er taget på hospitalet med vores seksårige søn. Vi har været til læge fire gange for at finde ud af, hvorfor drengen har haft ondt i brystet i en uge. Jeg afløser […]
Feminin Kraft, Kærlighed, Kirsten Stendevad, Netværk, Sorg

Hvorfor netværk er livsvigtigt

Hvorfor er netværk ligefrem livsvigtigt?

Det har jeg opdaget nu.

Den første dag på sommerferien var hård. Vi havde (via netværk!) lånt et sommerhus i Rørvig, og skulle se os omkring. Der var alt hvad hjertet kunne begære: legeplads, stor have med krat og buske, hvor fantasien kunne få frit løb for indianerlege og hvad drengebørn ellers finder på. Der var strand, skov, klitter, ishus, havn med mulighed for børnefiskeri, you name it. Endog solskin!

Men vi manglede det vigtigste. Det var præcis samme fornemmelse som da jeg siden var ude for at shoppe i Italien og måtte konstatere, at jeg intet manglede, ud over min mellemste søn (som døde 12. juni 2012).

Et var mit eget savn. ”Kom tilbage! Du har ikke fået lov til at være så længe væk!”, befalede mit moderhjerte. Men det, der for alvor gjorde det ømt var at se på min ældste søn, som ti år gammel havde mistet sin syvårige bror og bedste ven. De to havde været pot og pande fra Sebastian Calvin Kenzo kunne gå. De havde foretaget sig stort set alt sammen, inkl. at dele venner, interesser og danne fælles front i forhold til resten af verden. Nu gik den efterladte storebror alene på sommerhusvejene og småsparkede til en sten, prøvede at få luft i en punkteret cykel og hoppe lidt uengageret i en trampolin. Det hjalp ikke, at den yngste lillebror på to helt glad gik i gang med alle småbørnstingene. Fattede han da ikke, at familien var ramt af en katastrofe?

Så ringede jeg til min egen bror Christian – en mand der kunne vinde OL-guld i betænksomhed. Næste dag rejste Cozmo´s to fætre på 14 og 15 egenhændigt med bus, tog og båd hele vejen op til Rørvig. Da de mødte Cozmo i havnen, lagde de spontant armen om hans skuldre og sagde: ”Du skal bare vide, at fra nu af har du to ekstra brødre”. Og så tog de ellers Cozmo med i Sommerland Sjælland og i vandet og på isbar og ind i sofaen og se Indiana Jones.

Dét slog tonen an for Cozmo´s nye liv. Og vores andres. Vi er ikke alene. Vi kan aldrig erstatte vores elskede Sebastian Calvin Kenzo. Men vi kan tilføje noget andet. Selvom vi savner, kan vi stadig være lykkelige. Takket være netværk.

Cozmo har haft en fantastisk sommerferie, selvom han mistede sin bror lige før den startede. For han har mærket, at han er omgivet af sin store fætter-kusine-familie, gode venner og deres betænksomme forældre, der inviterer ham på besøg og sørger for, at han oplever den hjertevarme, som giver overskud til at klare alle udfordringerne. Selv vores voksenvenner uden jævnaldrende børn har støttet ham:

Han og jeg tog en uge sammen til udlandet, fordi jeg gerne ville give min ældste samme intense mor-søn tid som hans lillebror havde fået, mens han var syg. I lufthavnen forelsker Cozmo sig i en gave, og jeg bliver helt træt ved tanken om, at skulle bruge endnu 700 kroner på gadgets. Det sidste halve år har mit visakort glødet mange gange så meget som det plejer (og det er meget!), fordi jeg ville opfylde alle min mellemste søns ønsker. Så jeg siger ”lad mig lige tænke over det.” Vi tager afsted. Cozmo taler konstant om det, han ønsker sig. Da vi kommer frem kommer der en mail fra nogle af vores venner. De har samlet ind til et ”forkælelsesbidrag”. Så nu kan jeg sige til Cozmo: ”du må ikke få det af mig. Men de her mennesker synes, du skal forkæles efter alt det du har været igennem”. Og så tog vi ned og købte gaven, og han var helt høj. Cozmo opdagede, at nye døre og muligheder åbner sig. At selvom savnet er der hver dag, behøver det ikke at dominere hvert minut. Takket være netværk.

Det er ikke kun mig, der oplever netværk som healende. Det er et udbredt fænomen. Hvad er det, der får folk igennem kriser som 2. Verdenskrig, 11.september og Norge-tragedien? Svaret er netværk. At mennesker går ud over deres egen navle for at hjælpe hinanden.

Jeg kender rigtig mange af den slags mennesker. Så midt i sorgen kan jeg ikke andet end at føle mig privilegeret.

Der er måske nogle, som undrer sig over, at jeg allerede nu kan fokusere på det gode i livet, og arbejde igen.

Ærlig talt, det tror jeg heller ikke, jeg kunne uden netværk. Når jeg er ked af det, har jeg mange at ringe til. Jeg har adgang til en buket af viise mennesker, der kan hjælpe mig med at skabe mening i det meningsløse. Og jeg har mennesker, der bakker mig ubetinget op. Der ved, at det ikke er lige nu, jeg har brug for tilskueres uinviterede meninger om, hvad jeg kunne have gjort anderledes, men bare for en kop the, lov til at snakke og blive modtaget af kærlig varme. Dét er en gave.

Jeg er bevidst om, at det ikke er alle, der er vokset op i en stor familie, der stadig elsker hinanden, eller har haft så let adgang til mennesker, der løfter. Alene geografisk placering kan hæmme adgang til et stærkt, opmuntrende og op-lysende netværk. Så jeg har altid gerne ville give den gave af at være støttet af netværk videre til mine kursister. Det er ubeskriveligt healende at være omgivet af mennesker, der ”taler samme sprog” og fokuserer på at hjælpe og støtte hinanden i tykt og tyndt.

Og det er da også derfor, det er nærende for mig at arbejde igen. Hvis mine erfaringer eller mit netværk kan gavne nogle andre, så halleluja for det.

Når man modtager så meget, kan man næppe andet, end at få lyst til at give videre.

Hvad er dine erfaringer med netværk?

PS: På billedet ser du mine fire søskende.

Hvorfor er netværk ligefrem livsvigtigt? Det har jeg opdaget nu. Den første dag på sommerferien var hård. Vi havde (via netværk!) lånt et sommerhus i Rørvig, og skulle se os omkring. Der var alt hvad hjertet kunne begære: legeplads, stor have med krat og buske, hvor fantasien kunne få frit løb for indianerlege og hvad […]
DIG, Død, Feminin Kraft, Feminin Power, Feminint Lederskab, Kærlighed, Kirsten Stendevad, Lederskab, Sjæl, Sorg

Livet efter døden

August 2012

Min søns død er det største, jeg har oplevet indtil nu. Det svarer paradoksalt nok til at føde et barn. Livet bliver aldrig mere det samme.

Nu er det op til mit eget lederskab at vælge, om livet skal blive værre eller bedre herfra. Ligesom når man bliver mor kan man vælge at fokusere på alt det, man mister: sin frihed, sin uafhængighed, sin uendelige egentid osv osv. Man kan lide over at fra nu af bliver man vækket om natten og skal være hjemmehjælper for et væsen, der gylper på ens nye bluse og skider sig selv op af ryggen, så hverken bodystocking eller bluse nogensinde kan bruges mere.

Eller man kan vælge at nyde, at nu er der en mere at elske, og en der har brug for det, du kan være, give, gøre og lære fra dig.

På samme måde, når et menneske dør. Det er tit chokerende, når nogen dør, især hvis man ikke var forberedt på det, og hvis vedkommende er yngre end gammel. “Et langt liv” regnes nærmest som en menneskeret. Faktum er, at døden er ligeså naturlig som livet. Og når et barn dør, kan vi fokusere på tabet. Eller på det, vi får.

Det viser sig være ret almindeligt at forældre dør, når deres børn dør. Eller bliver sindssyge, alkoholikere, stofmisbrugere, vrede, bitre, ateister, hadske og deprimerede. Jeg har talt med forældrepar i samme situation, som sagde at de overvejede at slette alle kontakter med levende børn fra deres adressebog, fordi det var så smertefuldt at se på alle kernefamilierne, når ens eget barn var væk for evigt.

Jeg kan sagtens forstå, hvor oplagt det er at reagere sådan. For at undgå denne lige vej til lidelse, er man nødt til at bruge sin mulighed for at tage lederskab.

Mange spørger mig: “Hvordan kan du overhovedet stå på benene”? Ærlig talt, det undrede i starten også mig selv. Jeg troede, at hvis min søn døde, så døde jeg også.

Jeg har undervist i disciplinen “Fra Offer til Leder” i mange år, og det er jeg dybt taknemmelig for nu. Lederskab er en muskel, jeg har trænet hver dag, og derfor er den nu en af mine stærkeste. Som enhver anden forælder, oplever jeg chocket og savnet. Men jeg lader ikke den nedslående side af døden styre mit nye liv. Mine andre børn fortjener en glad mor, og jeg vil også være i Paradis!

Jeg er igang med at opdage, hvad det er jeg får. Det er et omfattende kapitel, fordi det er så stort, at jeg knapt kan sætte ord på det endnu. Men det indbefatter blandt andet en ny relation til min søn. Og den er ligeså fuld af Kærlighed, som da han gik på Jorden.

Mit liv er anderledes end før, fordi jeg nu har to børn på jorden, og en i himlen.
Men jeg elsker det stadig. Og det er udelukkende muligt, fordi jeg tager lederskab.

Det er altid inspirerende for mig at høre om andres Lederskab, så hvis du har nogle erfaringer eller kommentarer enten om lederskab, livet eller døden vil vi, der læser denne blog, elske at høre dem.

August 2012 Min søns død er det største, jeg har oplevet indtil nu. Det svarer paradoksalt nok til at føde et barn. Livet bliver aldrig mere det samme. Nu er det op til mit eget lederskab at vælge, om livet skal blive værre eller bedre herfra. Ligesom når man bliver mor kan man vælge at […]