Da Gudindens søn fik kræft
INDBLIK Artikel bragt i Alt for Damerne 20. september 2012, 3 måneder efter min 7 årige søns død.
23. december 2011. Min mand er taget på hospitalet med vores seksårige søn. Vi har været til læge fire gange for at finde ud af, hvorfor drengen har haft ondt i brystet i en uge.
Jeg afløser ham kl. 15. Mit barn ligger i en scanner. Kort efter kommer lægen ud.
”Er det alvorligt”, spørger jeg. Jeg kan se, at den er helt gal.
”Er det kræft?”
”Ja.”
I ni år har jeg drevet et Akademi for Feminint Lederskab, hvor kvinder i Danmark og resten af verden lærer at bruge deres fulde feminine kraft til at virkeliggøre visioner med nydelse. Til at tage lederskab i deres liv og opnå, hvad de vil.
Og så får min egen søn kræft.
Jeg har lige haft 50 feminine ledere – eller “gudinder” som vi kalder dem – til eksamen i at skabe forvandling i deres liv og omverden. Nu skal jeg åbenbart selv op og har trukket et spørgsmål om liv og død: Hvordan kan man bruge feminint lederskab til at gøre det umulige muligt?
Højaggressiv kræft – aldrig før på verdensplan set hos et barn
Jeg kigger hen på min elskede dreng i hospitalssengen og ser et øjeblik kun hullet midt i søskendeflokken. Sebastian Calvin Kenzo?! Min friske, vitale, kække dreng? Ham som alle kalder en stjerne, som er kvik i skolen, en populær kammerat, og charmer alle med sit krøllede guldhår og frække, fregnede smil? Ham, som er født på Kærlighedens dag og altid lægger en blomst på mit tastatur? Ham, som vi først producerede, da vi begge havde gennemgået alverdens hellige renselsesritualer. Ham, som vi systematisk har arbejdet på at give den sunde sjæl i det sunde legeme – man kan jo lige så godt helbrede barndommen, mens man er i den. Som er flasket op på speltmel, Birkesød og Udo´s choice, bortset fra ved særlige lejligheder. Som jævnligt blev taget med til forebyggende biomedicinsk check og forebyggende healing. Som endda selv havde lært teknikker til at neutralisere tanker og følelser, inklusive de ubevidste.
Hvordan i alverden kunne han få kræft?
”Du kan godt glemme at forstå årsagen,” siger lægerne. ”Du finder aldrig et svar, du kan vide er sandt.”
På Akademiet er en af grundpillerne, at kvinder befrier sig fra den offerrolle, vi historisk set har været i. Nu står jeg selv og presser næsen mod ruden på Rigshospitalets børnecancerafdeling med tårerne trillende ned af kinderne. Cirka 100 børn i Danmark om året får cancer. Der er 1 ud af 17 millioner chancer for at få den cancer, min søn har. Hvis man skal have den af miljømæssige årsager, skal man have arbejdet med asbest i 30 år og være usædvanligt uheldig. Er han og jeg tilfældige ofre for livets uretfærdighed, eller har vi gjort noget forkert?
Da ingen kan vide, hvad der er sandt, vælger jeg en historie, der styrker mig. Vi fik en gang at vide, at hans livsformål er at være ”Innovatør”. Jeg plejer at lære kvinder, at de kan forbedre både deres egen verden og den store verden i ét hug ved at tage lederskab og vise nye veje. Selvfølgelig vil jeg hjælpe min søn med at forny cancerhelbredelse.
Der venter en lang rejse. Lægen bekræfter: ”Indstil jer på mindst et år, hvor I ikke laver andet.”
Holistisk lederskab
Jeg har holdt utallige foredrag om, hvordan succes skabes på en balance af yin og yang – mellem maskuline og feminine energier. Så det er udelukket, at vi kan nøjes med at bruge yang-gearet i denne situation. Yang er den ”maskuline essens”. Det rationelle, handlingsorienterede paradigme, hvor man kun vurderer de ydre faktorer. Almindelig kræftbehandling bruger kun yang: kemo, operation og stråling. Patienterne bliver dødssyge, og de, der overlever, gør det ofte med varige men. De fleste er enige om, at kemo er en rystende ringe behandlingsform. Men svær at vælge fra.
Yin, den ”feminine” essens, handler om det indre og om helhed. Derfor beslutter vi, at Rigshospitalets kræftbehandling, der arbejder MOD kroppen, må komplementeres med et holistisk behandlingsregime, der arbejder MED kroppen.
Vi sætter nu ind på både den emotionelle, spirituelle, energetiske og cellulære front. Al den tid, hvor den konventionelle medicin ikke nedbryder hans krop, skal han selv, vi og andre behandlere genopbygge den. Masser af kræftbehandling tager heldigvis udgangspunkt i det princip.
Familien vender alle sten: Hvor kan vi tage endnu mere lederskab? Parforholdet, familiekulturen, arbejdet, motionen, kosten, den indre karriere – alt bliver evalueret og udviklet, præcis ligesom på gudinde-uddannelsen, hvor filosofien er, at kvinder trives bedst, hvis de gøder alle livsområder og lever et helt liv i integritet med deres inderste kerne.
Kongstanken på Akademi for Feminint Lederskab som er, at brug af yin-energien giver os adgang til at skabe mirakler, bliver udfordret. Landets førende kræftafdeling kan ikke finde ud af hans præcise diagnose og behandling. På 14 dage, trods massiv hjælp fra vores holistiske eksperter fra nær og fjern, er tumoren vokset med 50 procent. Den er for stor til stråling og placeret på en måde, der umuliggør operation.
”To uger mere, og han kan ikke få vejret”, advarer lægerne og begynder kemo, selv om de stadig ikke kender cancerens fornavn.
Kræft med nydelse
På Akademi for Feminint Lederskab er mantraet selvomsorg, fordi kvinder går ned, hvis de glemmer at tage vare på sig selv. Så jeg beslutter, at vi skal have max nydelse undervejs. Alle sammen. Nydelse sætter os i yin-gear, og det er her, kroppens selvhelbredende processer går i gang.
Jeg tillader, at fire af de mest giftige stoffer i verden siver ind i mit barns blod. Jeg forestiller mig, at det er magiske dråber, der opløser de sure celler, og holder op med at dømme processen for i stedet at betragte det ene øjeblik som lige så værdifuldt som det næste. Der er alligevel ikke andre muligheder end at hengive sig. Alternativet er stress, hjertesmerte og afmagt.
Sebastian Calvin Kenzo selv er den største rollemodel. Det ene øjeblik kan han være ked af, at han bliver stukket i forbindelse med en blodprøve og ømme sig af smerte. Det næste snakker han om en flot iglo, han byggede, da han gik i børnehave, eller et mærkeligt navn, han har hørt i skolegården. Vi sidder helt tæt, spiller smølfespil, jeg masserer hans fødder, og vi sover i samme seng. Lykken er i nuet – og dette er lykken!
På det ydre plan sørger vi for mest mulig sjov. Familie og venner myldrer ind med bjerge af pakker og selskab. Jeg importerer en pink yogamåtte til hospitalsstuen og tager en endagstur til London for at få luftforandring og en ansigtsbehandling, så min søn ikke skal blive påvirket af mine bekymringsrynker.
Straks efter kemoen er afsluttet, flyver jeg ham, meget mod Rigshospitalets vilje, til et af de bedste holistiske kræfthospitaler i Tyskland, da tyskerne er lysår foran Danmark i at integrere traditionel og alternativ kræftbehandling. Jeg bruger 60.000 kroner om dagen på at få hans krop renset. ”Mein Gott, han er så forgiftet,” siger den tyske overlæge – men fjerner alle hans bivirkninger uden brug af traditionel medicin.
Det danske Rigshospital vil ikke anerkende, at han befinder sig i kompetente hænder hos uddannede kræftlæger i udlandet og truer os med at lade de sociale myndigheder fratage os forældremyndigheden, så drengen kan komme hjem i traditionel behandling. Vi bliver, hvor vi er fordi vi har mere tillid til komplementær medicin end til ensidige behandlingsformer, hvad enten de er konventionelle eller “alternative”.
Men tyskerne fornemmer, at Sebastians sygdom er sjældent ondartet. Og tør ikke tage ansvaret for hans behandling. Så vi er nødt til at tage hjem igen.
Gør det umulige muligt
27. januar. Rigshospitalet bekræfter de tyske lægers værste anelser. Vi er til ”en alvorlig samtale” med overlægen. Min mand bliver bedt om at tage fri fra arbejde. Mit barn, som netop har været på basisk anticancerkost i ti dage for at udsulte kræftcellerne, der lever af sukker, får to vaffel is af sygeplejersken, mens vi er til samtale.
Vi får diagnosen: En særlig, sjælden, højaggressiv lungehinde-kræft. På verdensplan aldrig før set hos et barn. Kemo kan højst holde væksten lidt nede. Et stykke tid. Overlevelseschance: Nul. Eneste chance: Find et mirakel.
“Mirakler? Det er min specialitet”, svarer jeg overlægen, da hun annoncerer prognosen og den tvivlsomme, ikke eksisterende kur.
Kærlige netværk, hvor kvinder hjælper hinanden med at udleve drømme, har altid været Akademi for Feminint Lederskabs særkende. Nu oplever jeg selv, hvordan næsten alle problemer løses af et godt netværk. Al den tid, jeg ikke bruger sammen med min søn, går med at finde løsninger gennem netværket. Vi finder de bedste cancerlæger, alternative centre og innovative metoder kloden rundt. 99 procent melder pas. Men hjælpen strømmer alligevel til fra den ene procent, der kan hjælpe.
Vi får adgang til et magisk flow af internationale helbredere og fremtidens medicin fra de ypperligste kilder. Jeg flyver ham til Rom, Geneve og Bruxelles for at se eksperter. Nu er han også på japansk svampemedicin, kinesisk qigong, australsk varmeterapi og meget andet. Visakortet gløder, men jeg vil ikke lade mig standse af tid og penge. Jeg føler, at hvis der er nogen, der har mulighed for at blive rask, er det ham.
Kvantelederskab
Et af Akademiets 12 feminine ledelsesprincipper er ”kvantelederskab”: Hvordan man kan tage et kvantespring direkte fra A til C i stedet for den lineære vej fra A til B. Jeg finder frem til de ypperligste mestre i dette lederskab, som arbejder energetisk. Vi joker med, at vi gør cancer-helbredelse til et spaophold, da vi rejser til Wien for at se en anerkendt energiarbejder fra Asien, der tilfældigvis er i Europa. Min mand er skeptisk. Men efter besøget slipper min søn al smertestillende medicin. Og virker fuldstændig rask.
14. februar. Sebastian Calvin Kenzo fylder 7. Vi holder hans fødselsdag fem gange. Er det hans sidste? Er det en stakket frist, at han har det så godt – en Guds gave, så vi husker ham som sund og glad i stedet for syg?
Sebastian Calvin Kenzo hygger sig med sin familie og venner og lærer at læse, skrive og regne. Han har 600 spil på sin iPad, da han får et, hver gang han overvinder sin modstand mod at spise kosttilskud.
En dag kommer han hjem fra bedsteforældrene med et armbånd af hjerteformede perler og en ring af stjerner. ”De smykker har jeg lavet til dig, og jeg har fyldt dem med kærlighed, så du aldrig bliver syg,” siger han.
14. marts. Patientens almentilstand: topform. En ekstraordinær patient, der INGEN bivirkninger har af den kemo, han stadig får. Overlægen på Rigshospitalet udtaler: ”Hvad I end gør, virker det (selvom jeg ikke vil vide, hvad det er)”. Eneste problem: Tumor er 100% intakt.
Vi holder fast i visionen om helbredelse. Min mand Esben støder på en revolutionerende, biofysisk behandlingsform i Østrig, der redder den ene terminale cancerpatient efter den anden. Hele familien tager af sted.
Sejrsdans
Da han er færdig i Østrig, hulker jeg af lettelse hele vejen til vores hotelværelse, hvor vi danser vild sejrsdans. Vi tager hjem og sender ham i skole.
Her har han nogle herlige dage. Så begynder hans mareridt, der vækker os som en krigsalarm hvert 20. minut, nat og dag. Rigshospitalet læser alt som ”progression i sygdommen”. Vores eksperter argumenterer for, at der er tale om en ”healingkrise”, hvor symptomerne forværres, inden de forsvinder. Jeg erfarer det samme som dem, jeg uddanner: Når man er frontløber, er der ingen erfaring at læne sig op ad, fordi man er den første, der betræder de nye stier.
Rigshospitalet opgiver nu officielt at redde hans liv.
14. maj. På røntgenbilledet kan man ikke længere se den venstre lunge. Det ser ud, som om østrigerne har undervurderet svulsten, som er på vej tilbage. Overlægen siger, at han har få uger igen.
Rigshospitalet udleverer morfin med instrukser om, hvilken medicin der kan afhjælpe alle bivirkningerne. Og en slags menukort over de mange måder, han kan dø på, så vi selv kan vælge om det skal være hjemme, på hospitalet eller i en ambulance. Jeg nægter at krydse mine ønsker af. Som barnets far konstaterer: “de kunne ligeså godt have bedt os rulle ham ud over en skrænt”. Selvfølgelig vil vi ikke det. Og vi vil heller ikke give ham et gram mere kemi. De mange andre behandlinger holder ham smertefri, og han har det godt af en ”døende patient” at være.
Vi tager en massiv chance og fragter ham til Østrig igen – i håb om at han ikke når at dø i flyet. Overlægen dérnede beder systematisk for sine patienter seks gange om dagen og siger: ”The result is up to God, but we must do EVERYTHING we can”. Vi oplever endnu et mirakel: De bioelektriske behandlinger tømmer lungen for blod på rekordtid, og den virker igen!
Jeg bærer ham rundt overalt. Vi hvisker kærlighedserklæringer til hinanden. ”Jeg flytter aldrig hjemmefra,” lover han mig og kysser min kind, fnuglet og inderligt.
”Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg skal dø”, siger han pludselig, midt på en sushi restaurant. Benene ryster under mig.
Han forvandler sig fra barn til vismand. Stoisk. Brokfri. Ædel. Bærer over med ømme muskler, træthed, hoste, blodopkast og piller, mens hans frekvensmediciner, biomediciner, heilpraktiker og østrigske hospital arbejder på højtryk for hans krop, der bliver mindre og mindre for hver dag. Selv tumoren begynder at svinde ind.
Hver dag har han et ønske. Tivoli. Chokolade med flødeskum. Legetøjsbutik. Park. Sejle. Fest. Så snart vi kommer frem, vil han hjem. Been there, done that. Er vi i gang med at opfylde hans sidste ønsker?
Vi må elske hvert sekund. Vi bor fem personer på et stort hotelværelse. Med en tween, en toårig og forældre, der ikke har sovet i et halvt år. Mellem 22 og 02 kan der være en hel times ro. Den udnytter jeg til at servicere de kunder, der bidrager til de formuer, vi ekspederer direkte videre i vores elskede midterbarns helbredelse.
Tween og Toddler bonder, mens vi passer patient. Vi får adgang til ressourcer, vi ikke vidste, vi havde.
Åndedrag
Idéen med at kalde kvinder gudinder er at minde os om vores storhed. At vi er større end den lille personlighed, der inderst inde er bange for ikke at være god nok. Det store Selv hviler i tryg vished om, at vi er uendelige, forbundne og har hver sit unikke kald, som det er essentielt at udleve. Jeg føler, at min søn har sat hele familien på Storheds-spor.
10. juni. Vi flyver tilbage til Danmark sammen med den innovative østrigske læge, som vil gøre alt hvad der står i hans magt for at barnet kommer sikkert hjem. Får tjekket hans krop fra A til Å hos vores geniale biomediciner med udstyr udviklet af Nasa. Ingen spor af cancer, alt ser godt ud, undtagen hans porøse blodårer i de enorme, døde svulster. Det vil tage blot et par uger at bringe blodsituationen i balance. Jeg græder ind til marven af taknemmelighed over, at vi får lov at beholde ham.
11. juni: Han ser bleg ud. Vi tager på Rigshospitalet til tjek. Blodprocenten er katastrofalt lav. Han får blod, men iltprocenten fortsætter stik imod al logik hastigt nedad. Overlægen siger, han nok ikke er der i morgen tidlig. Ringer til østrigsk læge, som mener, en stor vene fra den døde tumor er sprunget læk og pumper blod ud i lungerne. ”Få dem til at tømme lungen for blod, rense bronkierne eller putte cement i lungen,” råber han i telefonen.
Rigshospitalet vil kun give ham beroligende medicin.
Vi bliver bedt om at tilkalde familien, så de kan sige farvel. Storebror og bedsteforældre ankommer, med fortvivlelsen malet i ansigtet. Jeg tilkalder også barnets trofaste healer, som giver ham lys, så han er helt rolig. Den sidste alternative helbreder bliver tilkaldt kl. 23, hvor han ikke længere kan synke. Alligevel køber jeg for flere tusind kr medicin og puster frekvensdråberne ind i munden på ham.
Jeg føler, at vi begge bliver overtaget af den samme urkraft, som da han blev født.
12. juni 2012. Det er nat på Riget. Sebastian Calvin Kenzo ligger i armene på far og mor. Storebror er faldet i søvn, men holder stadig en hånd på hans skulder. Gad vide, om vores tapre lille superhelt opfatter alt det, vi sagte siger til ham for at støtte ham på hans rejse, og om han hører, at vi spiller hans yndlingssange med hellige mantraer fra iphonen for at ledsage hans færd.
Hans åndedræt bliver langsommere. Og langsommere. De små hænder kramper sammen i et uforglemmeligt klem. Og da solen kaster sine første orange stråler hen over hustagene, tager vores elskede skat sit sidste åndedrag. Og går fra at være en af de vigtigste, mest håbefulde, livfulde dele af vores fremtid til at blive larmende tavs.
Vi kysser hans lille krop over det hele, så længe den er varm mens tårer, afmagt, meningsløshed og kærlighed flyder sammen i en pøl af uoverskueligt Tab.
***
Den feminine kraft
Fik jeg så virkeliggjort min vision med nydelse? Eller hvad fik jeg ud af at tage feminint lederskab? Jeg fik hjulpet min søn med at forny cancerhelbredelse, idet vi fandt frem til, hvilke metoder der er videnskabeligt belæg for at supplere med de traditionelle, og erfaring med, hvordan de to systemer kan arbejde sammen. Jeg fik givet os et intenst afskedshalvår, hele familien voksede af. Med mest mulig nydelse. Men jeg fik ikke opfyldt mit ønske om at holde ham i live.
Betyder det så, at jeg dumpede min eksamen? Her har jeg måttet ty til eksterne censorer. Jeg har spurgt et utal af internationale guruer og spirituelle mestre, inklusive de helligste lamaer i Tibet.
Svaret lyder nogenlunde sådan her: Selvom feminine ledere er skabende, er vi også skabte. En sjæl kommer med en bestemt mission, og når den er udlevet, rejser den tilbage til Lyset igen. Som en af mine mentorer sagde til mig: ”Måske er han en bodhisattva” – en, der hjælper andre mennesker til oplysning.
Sjæle tænker ikke i tid. Og allierer sig på forhånd med de sjælegrupper, der kan hjælpe med missionen. ”You cannot stop a soul who is scheduled to go back. He chose to come to you because of your spiritual mind. He stayed as long as he could because he loved you so much,” lyder beskeden.
Jeg mærker, at jeg får stærkest adgang til den feminine kraft, hvis jeg er åben og modtagelig for livets strøm, i stedet for at gøre modstand. Det er derfor, vi på Akademi for Feminint Lederskab snakker om ”visioner” i stedet for mål, for visionen udtrykker, at man er passioneret om at realisere sit ønske, og tager lederskab for at kontrollere alt, hvad der kan kontrolleres, men samtidig er åben for, at ens begrænsede sind ikke kender ”mønsteret bag forhænget”.
Livet efter døden
Jeg troede, jeg ville dø, hvis mit barn døde. Men til min overraskelse fortsatte jeg selv med at trække vejret, da jeg lagde hans krop i kisten, tog afsked foran 200 mennesker i kirken og sænkede den i jorden.
Nu må jeg så tage lederskab for, om mit liv skal blive værre eller bedre herfra. Mange forældre bliver psykotiske, misbrugere eller permanent deprimerede, når deres børn dør. Jeg forstår dem godt.
Helvede er kun en tanke væk. Men det er taknemmelighed for, at han overhovedet var her, den mening, jeg vælger at tillægge tabet, og nye åbninger også.
Indimellem hyler jeg som en hunulv i måneskin. Men jeg forestiller mig, at min søn er i paradis, og det vil jeg også være. Mine andre børn fortjener en glad mor. Jeg kan dyrke det, jeg savner, eller det, jeg får – f.eks. erfaring med at føre dialog med hans sjæl.
Leder redskaberne hjælper min krop med at rumme følelserne og ekspandere i stede for at blokere. Min ældste inspirerer mig med den bog, han har tegnet: “Hvordan man har en usynlig bror”.
Jeg føler stadig, ”hvor er det godt, at jeg har dig”.
Noget i mig har forstået, at så længe vi elsker, er det ikke muligt at miste.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!